Vil overbevise Femern-skeptiske tyskere

Frygter stor modstand fra tyske naturfredningsforeninger, der kan forsinke og fordyre Femern-byggeriet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag går Femern-forbindelsen i land i Tyskland. 5. maj er nemlig dagen, hvor det 100 pct danskejede selskab bag verdens længste sænketunnel indleder den officielle høring syd for grænsen, hvor modstanden mod den faste forbindelse stadig er massiv.

 

Femern-selskabet vurderer, at den 11.000 sider lange ansøgning - skrevet på tysk - er så grundig, at den tager højde for enhver kritik.

 

- Vi har brugt fire år på den tyske ansøgning og konsulteret både danske, tyske og internationale eksperter. Vi har brugt rigtig mange penge og rigtig mange eksperter på at få udredt teknik, miljø og beredskab, så vi er ret sikre på, at den kan godkendes, siger administrerende direktør i Femern A/S, Claus F. Baunkjær til DR Sjælland.

 

Men i Tyskland kan selv en vildfaren flagermus stoppe et motorvejsbyggeri, så iagttagere forudser at modstanderne både kan forsinke og fordyre byggeriet.

 

- Vi har oplevet i Tyskland, at mange projekter strander fordi de ikke var ordentligt forberedt og at klagerne derfor får medhold. På den nordtyske motorvej A20 har forbundsmyndighederne måtte indstille byggeriet, da det viste sig, at de ikke tog højde for en koloni af flagermus i Bad Segeberg. Her har domstolen underkendt planlægningen og det koster mindst to års forsinkelse, siger Flemming Meyer, formand for det danske mindretals parti i Tyskland, SSV, og medlem af Landdagen i Kiel, til DR Sjælland.

 

Frygter miljøødelæggelser

Politisk kommentator på avisen Der Nordschleswiger, Siegfred Matlok forudser omfattende protester fra den tyske naturfredningsforening, Nabu, som frygter miljøødelæggelser, færgefolk der protesterer over tabte arbejdspladser samt den nordtyske turistindustri, der frygter buldrende godstog gennem badebyer.

 

- Kemien mellem modstanderne på øen Femern og selskabet bag den faste forbindelse er blevet klart dårligere den seneste tid. Modstanderne vil gå til forvaltningsdomstolene i Tyskland og senere EU-domstolen. Dermed er der reel risiko for at projektet trækkes i langdrag og naturligvis bliver dyrere end beregnet, siger Siegfred Matlok til DR Sjælland.

 

Men selvom modstanderne vil protestere så forventer direktøren for Femern A/S, at tidsplanen holder, så vi kan køre ned i verdens længste sænketunnel i efteråret 2021.

 

- Vores analyser viser stigende opbakning i Tyskland. Javist der er modstand, men der er stigende opbakning og vi tror også der er flertal for forbindelsen, siger Claus F. Baunkjær.

 

Sideløbende med den tyske godkendelse, skal den danske anlægslov vedtages i Folketinget i forsommeren 2015. Anlægsarbejdet begynder næste efterår, hvis altså ikke stribevis af retssager forsinker processen.

 


Nyhedsoverblik