Vil ikke af med biblioteksbøder

Bibliotekerne tjener mange penge, når de udskriver bøder. Penge, der blandt andet bliver brugt til nye bøger. Men det er dårlig service over for lånerne, mener en politiker, når bøderne kan undgås.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange af regionens biblioteksbrugere får den service, at der bliver sendt en sms eller en e-mail et par dage før låneperioden udløber. Brugerne glemmer nemlig ofte at aflevere til tiden.

Men på Ringsted bibliotek vil man ikke af med bøderne. Gebyrerne giver biblioteket omkring 300.000 kroner til budgettet.

- Jeg synes, at bibliotekerne skal koncentrere sig mere om at yde den bedste service, fremfor at skrabe penge ind på bøder, siger Det Radikale Venstres kulturordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

På Ringsted Bibliotek ser man det ikke som en serviceforringelse. Pengene bruges andre steder.

- Den indtjening, vi får fra bøderne, bruger vi på nyanskaffelse. Det er et prioriteringsspørgsmål, og vi mener, at det er brugerne bedst tjent med, siger stadsbibliotekar på Ringsted Bibliotek, Jens-Erik Korntved.

Biblioteksbrugerne i Ringsted kan altid gå ind på nettet og se, hvornår de skal aflevere det lånte. Den service, mener man på biblioteket, er rigelig for, at folk får afleveret, inden de bliver afkrævet betaling.

I år 2000 blev bibliotekerne opfordret af landspolitikerne til at tjene flere penge, så der også kunne udlånes musik. Det skulle blandt andet gøres ved at indkræve bøder.

- Hvis systemet er lavet sådan, at bibliotekerne skal afkræve bøder for at kunne købe nyt, så må vi lave systemet om, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Heller ikke bibliotekerne i Odsherred, Sorø og Vordingborg kommuner sender en påmindelse inden lånefristen overskrides.


Nyhedsoverblik