Onsdag den 15. september fik politiet anmeldelse om, at en 10-årig dreng fra Ringsted var blevet påkørt af en varebil på Ludvig Holbergsvej omkring klokken 13.40.
Drengen cyklede på vejen, da han blev påkørt bagfra af varebilen, som kørte i samme retning som drengen. Den 10-årige blev slynget til jorden, men slap med skrammer. Føreren af varebilen standsede op, og så til den 10-årige, men fortsatte herefter til Holbækvej, hvor den svingede til højre mod nord.
Den 10-årige kan beskrive føreren af varebilen og varebilen således:
- Mand, mørklødet eller meget solbrændt
- Ældre, skaldet og muligt gråt hår ved tindingerne
- Almindelig af bygning
Bilen:
- Rød, mellemstor kassevogn af ældre dato uden ruder i varerummet.
- Bulet langs siderne og ruden i venstre bagdør var knust.
- Bilen var uden nummerplader.
Lokalpolitiet i Ringsted vil gerne tale med vidner, der så uheldet, eller som har oplysninger i sagen. Ring på telefon 114.