To vidner har meldt sig i voldtægtssag på Falster

To kvinder har nu henvendt sig, men politiet vil dog fortsat gerne høre fra alle, der kan bidrage til opklaring af voldtægt mod 20-årig på Marielys

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To kvinder har har meldt sig som vidner i en voldtægtssag ved Marielyst på Falster. Det oplyser vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Nielsen. Han kan dog ikke sige med sikkerhed, at der er tale om de to vidner, som politiet efterlyste lørdag.

I følge Søren Nielsen vil de to kvinder blive afhørt i løbet af ugen.

Politiet vil under alle omstændigheder gerne høre fra alle, der kan bidrage til opklaringen af voldtægtssagen.

Den 20-årige kvinde blev voldtaget bag Café Klein i Marielyst på Falster natten til lørdag. En 28-årig mand fra København, som politiet anholdt kort tid efter voldtægten, fik i et grundlovsforhør lørdag opretholdt anholdelsen i tre gange 24 timer.

Politiet ved med sikkerhed, at to piger kom forbi, men de misforstod åbenbart situationen og reagerede ikke, da det 20-årige offer skreg om hjælp. Ifølge politiet gik de to piger videre uden at komme offeret til undsætning.

Det var en af offerets venner, som klokken 3.54 alarmerede politiet om voldtægten. Knap en time senere - ikke langt fra gerningsstedet - lykkedes det betjente at anholde den formodede gerningsmand.

Det 20-årige offer var til fest, men blev dårlig og gik om bag ved Café Klein, hvor hun kastede op. Her blev hun ifølge politiet antastet af gerningsmanden, der løftede hende op og bar hende hen til et hegn, hvor han forbrød sig mod hende.

/ritzau/


Nyhedsoverblik