Det går rigtig godt for turismen på Vestsjælland. Sidste år steg antallet af overnatninger I området med 16,4 procent - eller hvad der svarer til 75.000 flere overnattende turister end året før. Og alene i første halvår i år er der kommet yderligere ti procent til.
De gode tider er dog ikke kommet helt tilfældigt. Faktisk skyldes en del af fremgangen ifølge Visit Vestsjælland en særlig film, der er set af millioner af mennesker over hele verden.
-Vi havde nok ikke regnet med, at det kom ud i så stort et boost som det gjorde, især ikke selvfølgelig nationalt, men så stort som det er blevet internationalt, det tror jeg ikke, vi havde turdet håbe på, siger Caroline Sørensen til TV ØST.
Visit Vestsjælland der står bag videoen kalder den verdens mest afslappende video. Den er udelukkende optaget på Vestsjælland er gået viralt på sociale netværk over hele verden.
Mere end 100 internationale medier som New York Times, Huffington Post og Daily Mail har skrevet om den - og i dag har mere end to millioner mennesker været inde og se den.
Du kan se videoen i videoen herunder.
Til nettet , af TV ØST