Villum Christensen (LA) må ikke længere bruge sin valgannonce. På valgannoncen, som har været trykt på forsiden af Lokalnyt i Slagelse, optræder viceborgmesteren side og side med Dronning Margrethe.
Men kongehuset skal ikke være politisk. Derfor har kongehuset reageret på annoncen.
- Kabinetssekretæren fra kongehuset gjorde mig opmærksom på, at det ikke ønskede at blive brugt i politisk sammenhæng. Det vil jeg respektere og trykker derfor ikke annoncen igen, forklarer Villum Christensen til avisen Sjællandske.
Billedet stammer fra Dronning Margrethes besøg på Agersø og Omø. På billedet har Villum Christensen indsat en taleboble, hvor han spørger Dronning Margrethe: 'De har vel ikke et forslag til, hvordan jeg bliver nr. 1?'.
Og til avisen Sjællandske uddyber viceborgmesteren, hvorfor han ikke vil bruge annoncen igen.
- Formålet med annnoncen var at få opmærksomhed. Det har jeg jo fået, når I kommer løbende og interviewe mig, siger Villum Christensen.
Kongehuset mener dog, at det er vigtigt, at man ikke blander kongehuset ind i politik.
- Jeg synes ikke, at det er en god idé at bruge kongehuset i en valgkamp. Dronningen er poltisk neutral, og det kan en annonce som dén stille spørgsmålstegn ved, forklarer kabinetssekretær i kongehuset Henning Fode til Sjællandske.