Vi smider 2-tallet

Foto: TV ØST

Fra tirsdag den 2. september hedder din regionale tv-kanal TV ØST. 2-tallet ryger ud, og navnet bliver det, som flere allerede har kaldt stationen i årevis.

TV2 ØST bliver fra tirsdag den 2. september til TV ØST. Med et nyt logo smider vi 2-tallet og kommer til at hedde det, som mange i årevis har kaldt os.

- Vi har en mission om at sætte hverdagslivet i centrum, og det forudsætter, at vi altid er i øjenhøjde med vores seere, og når de ser os som TV ØST, så ligger det lige for at komme dem i møde, så vi går i takt, siger direktør Vagn Petersen.

Processen med nyt logo og navn har varet i måneder, og arbejdet med at få alt det nødvendige udstyr rettet til er nu plads. Både på tv, hjemmesiden, biler, bygning, flag og mikrofoner er der skiftet ud, så alt er klar til at repræsentere den nye stil.

Cementering af egen kanal

Det nye logo er en cementering af, at stationen egen 24 timers kanal er et vigtigt omdrejningspunkt for tv-stationens fremtidige udvikling. Her er det nye logo suppleret med et helt nyt moderne kanaldesign, som understreger TV ØST's position som fuldskala regional kanal.

- Det er på vores egen kanal, at vi har pladsen til at udvikle og eksperimentere uden at skulle vige for andre, sådan som det sker i de såkaldte 'vinduer' på TV2's hovedkanal. Her er vores sendetid skarpt udmålt, og vi må ofte vige for hensynet til TV2's ønsker og planer. Med det ny navn og logo kan vi styrke identiteten for vores egen kanal og sørge for, at den står stærkere i den benhårde konkurrence om seernes gunst, siger Vagn Petersen.

På vej til at indfri mål

Allerede i kanalens tredje år er den på vej til at indfri målsætningen om en rating på 2 procent og en share på 4 procent i den absolutte prime time klokken 20. Faktisk er der dage, hvor TV ØST's egen kanal har flere seere end både TV2 og DR1.

- Det er fantastisk og viser, at folk gerne vil se fjernsyn fra der, hvor de bor. Derfor er det også ærgerligt, at partierne bag det nye medieforlig ikke havde mere til overs for vores arbejde med at komme helt tæt på danskerne og beskrive hverdagslivet i vores området, siger direktøren.

- Men den politiske mavepuster får os ikke til at give op. Den kendsgerning, at vi nu smider 2-tallet, er også et udtryk for, at vi er parate til at stå på egne ben og slås for at kunne tilbyde folk i vores område mere regionalt dansk indhold.

02:16 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App