Ventetid i trafikken koster 13 milliarder

Danskerne spilder hver dag 250.000 timer på at vente i trafikken. Det koster samfundet dyrt, siger DI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På en ganske almindelig hverdag bruger danskerne 250.000 timer på at vente i trafikken. Ventetiden koster lige nu samfundet 13 milliarder kroner årligt. Et beløb, der kun forventes at stige.

Det viser udregninger fra Dansk Industri, som opfordrer politikerne til at poste flere penge i at optimere landets infrastruktur.

- Det er dyrt at investere i vores infrastruktur, men det er endnu dyrere at lade være, fordi det sænker vores mobilitet og vækst, siger adm. direktør i DI, Karsten Dybvad.

Ni af de 13 spildte milliarder bruges i den såkaldte erhvervstrafik, hvor ventetiden i trafikken får varernes pris til at stige, ligesom udgifter til chaufførernes ekstra arbejdstimer også koster samfundet dyrt.

De resterende fire milliarder dækker over den spildtid - omregnet til kroner og ører - som pendlere hver dag bruger på at vente i trafikken, ligesom den fritid, danskerne bruger på at holde i kø, i udregningerne også anses som en udgift for samfundet.

DI's beregninger i rapporten 'Vision 2050' viser endda, at de 13 milliarder i 2020 vil vokse til hele 25 milliarder kroner.

- 'Vision 2050' viser, at det er muligt at gennemføre ganske omfattende investeringer i vores infrastruktur, uden at det fører til yderligere belastning af de offentlige finanser, siger Karsten Dybvad.

DI's ønske med rapporten er at give større indsigt i sammenhængen mellem mobilitet og vækst. Rapporten peger blandt andet på, at Danmark har brug for en samlet strategi for investeringer i infrastruktur, så enkeltprojekter ikke overskygger det større billede.

DI's forslag peger dog ikke blot på behovet for nye veje og togskinner, men også på vigtigheden af, at der skal tages hensyn til klima og miljø ved at investere i ny teknologi.

Rapporten offentliggøres onsdag klokken 13 og bliver i samme ombæring overdraget til transportminister Hans Christian Schmidt (V).

/ritzau/


Nyhedsoverblik