Vejdirektoratet går nye veje med Storstrømsbroen

For første gang inviterer Vejdirektoratet til teknisk dialog inden udbudsprocessen på den ny Storstrømsbro.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Inden den egentlige udbudsproces går i gang, inviterer Vejdirektoratet interesserede entreprenører og rådgivere til såkaldt teknisk dialog, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Formålet er at styrke os selv som bygherre og ikke risikere at afskære os for muligheder i udbuddet. Vi er ikke sikre på, at vi er de klogeste, og det er samtidig et signal til markedet om, at vi er åben for påvirkning, siger projektchef Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet.

Første gang

Det er første gang, Vejdirektoratet benytter denne fremgangsmåde. I første omgang inviterer bygherren til et informationsmøde 11. september, hvor projektledelsen vil redegøre for tankerne bag den tekniske dialog. Der lægges op til, at der udvælges 8 deltagere til den tekniske dialog. Det sker på baggrund af motiverede ansøgninger fra interesserede.

- Det er en anden måde at gribe tingene an på. Den tekniske dialog med markedet skal ses uafhængigt af udbudsprocessen. Vi ønsker at klarlægge de tekniske muligheder og fremkommer med vores tanker om, hvordan vi har tænkt os at bygge broen. Det er ikke et spørgsmål om at aflure entreprenørerne bestemte teknikker men et spørgsmål om, at vi er åbne overfor markedets ideer og for at undgå bindinger i udbudsmaterialet, siger Erik Stoklund Larsen.

Ros for metoden

Hos Danske Anlægsentreprenører modtages Vejdirektoratets initiativ meget positivt.

- Vi betragter det som udtryk for, at bygherren er åben for at inddrage de udførendes viden og erfaring. Vejdirektoratet skal kun have ros for at have fokus på at inddrage entreprenørerne så tidligt som muligt. Så længe det ikke er en del af udvælgelsesfasen bør der være fuld åbenhed om hele forstudiet med både spørgsmål og svar, siger Niels Nielsen, direktør i Danske Anlægsentreprenører.


Nyhedsoverblik