Vask trappen og få billigere husleje

Foto: TV ØST

Borgere kan spare penge på ny model, hvor de selv skal passe viceværtens arbejde.

Vask trappen, skift pæren og spar 2 til 3.000 kr. om måneden i husleje.

Det er - kort fortalt - idéen bag en ny type almene boliger, hvor beboerne selv er med til at udføre viceværtsfunktioner mod til gengæld at få en klækkelig rabat i huslejen, det skriver DR Sjælland.

Det er By- Bolig- og Landdistriktsministeriet, der har givet foreløbig tre almennyttige boligselskaber lov til at forsøge sig med de nye gør-det-selv-boliger. Indtil videre mest i København, men senest har Boligselskabet Trollebo også søgt om lov til at opføre boliger med viceværtsfunktion i Næstved. Ind til videre er tilladelsen dog ikke givet.

- Det er typisk lettere ejendomsfunktionæropgaver som beboerne skriver under på, at de vil udføre, f.eks trappevask, pasning af udenomsarealer og snerydning om vinteren, siger Henning Porsild, der er bygherrerådgiver i boligselskabet Domea.

Fysisk arbejde giver ejerskab

I den københavnske bydel Sydhavnen har Domea netop opført bebyggelsen Kridtholmen, et lejlighedskompleks med store altaner og havudsigt. Her ligger huslejen for en stor 4-værelses på godt 7.000 kr.. om måneden - til gengæld skal beboerne selv stå for rengøring og løbende vedligeholdelse.

- Det giver dels besparelser, fordi vi ikke behøver så meget ejendomspersonale. Så giver det også en sidegevinst som er, at man får et ejerskab til bebyggelsen. Når man er med til at vedligeholde det og selv skal betale det, så passer man også bedre på det, det er vores erfaring, siger Henning Porsild fra Domea til DR Sjælland.

I Danmarks Almene Boliger bliver forsøget fulgt med stor interesse. Der er nemlig perspektiver i at lade beboerne i den almennyttige sektor slippe billigere i husleje ved at udføre de opgaver som private husejere og andelsboligejere i forvejen gør i dag.

- I den almene boligsektor er det ingen hemmelighed, at vi mangler børnefamilier. Og netop ved selv at kunne gå til hånde med praktiske gøremål tror vi, der er mulighed for at tiltrække familier i aldersgruppen mellem 30 og 50 år, siger siger afdelingschef i Danmarks Almene Boliger, Bjarne Setterstrøm til DR Sjælland.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App