Vagten var for dårlig på kapret skib

Vagtberedskabet var utilstrækkeligt, da den danske coaster Danica White den 1. juni blev kapret i pirattruet farvand ud for Somalia.

Det fastslår Søfartsstyrelsens opklaringsenhed i en søulykkerapport om kapringen 205 sømil ud for Somalias kyst.

Ifølge rapporten havde skibsføreren hverken fra rederiet eller chartreren fået nogen instrukser om særlige forholdsregler imod piratangreb i forbindelse med sejladsen. Han iværksatte derfor ingen ekstra foranstaltninger, og ingen om bord opdagede piraterne, før de var om bord. Et forstærket udkig kunne ellers
have afsløret piraterne. Det fortæller Ritzau.

- Hvis der havde været holdt behørig udkig i Danica White, kunne piraternes både være opdaget cirka en halv time før de kunne nå Danica White. Skibet kunne dog ikke med sin ringe fart sejle fra piraterne, men besætningen kunne have alarmeret i god tid og vist piraterne, at de var opdaget, fastslås det i
rapporten.

Samtidig fastslås det, at skibsføreren handlede korrekt ved at følge piraternes ordre. Herved sikrede han besætningen bedst muligt, fastslås det.

Hverken SOK eller rederiet modtog en SSAS-overfaldsalarm fra skibet. Skibsførerens forklaring tyder på et manglende kendskab til, hvordan alarmen/piratknappen fungerer. Derfor kan det ikke
udelukkes, at skibsføreren har iværksat alarmen forkert. Intet tyder på en teknisk fejl, konkluderes det i rapporten.

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App