Værtshusgæst skærer bartender i skulderen

En værtshusgæst i Slagelse blev sur over, at han ikke kunne få serveret øl og skar i bartenderen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet leder lørdag aften efter en 30-årig mand i Slagelse, efter at han først på aftenen skar en bartender i skulderen.

Den tydeligt påvirkede mand kom ind på værtshuset Hotel Slagelse på Søndre Stationsvej, hvor der i forvejen sad 10-12 gæster, og ville have en øl. Men bartenderen ville ikke servere for ham, fordi han var påvirket.

Afvisningen fik den 30-årige til at trække en kniv, der af vidnerne bliver beskrevet som en dykkerkniv, og spørge bartenderen: "Er du klar til at dø for det"?

- Derefter tager han fat i tjeneren og skærer ham i skulderen. Han stikker ikke, men skærer, som man ville skære i et stykke kød, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig.

Efter overfaldet på bartenderen stak den 30-årige af.

- Men vi ved, hvem han er, så det er kun et spørgsmål om tid, før vi anholder ham og sigter ham for grov vold, siger vagtchefen.

Bartenderen måtte behandles på skadestuen, men er udenfor livsfare.

/ritzau/


Nyhedsoverblik