Boligpriser i udkantskommunerne stiger

Hen over det seneste år er den gennemsnitlige kvadratmeterpris i udkantskommunerne steget med seks procent.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det seneste års tid er det oftest hovedstadsområdet, der er løbet med overskrifterne i historier om boligmarkedet.

Rekordlave renter har ført til rekordhøje priser i København, men andre kommuner kan altså også være med.

Det viser ejendomsmæglerkæden EDC's tal for prisudviklingen i de 16 kommuner, som Indenrigsministeriet tidligere har kategoriseret som udkantskommuner.

De viser, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris er steget med seks procent i løbet af det seneste år.

- Vi har nu kunnet konstatere stigende villapriser i landkommunerne seks kvartaler i træk og tør derfor godt slå fast, at vi har set bunden i denne omgang.

- Dermed går det nu fremad i hele landet, hvilket vi har ventet længe på at kunne konstatere med sikkerhed, siger EDC's kommunikationschef, Jan Nordmann.

Han noterer sig dog, at der fortsat er et stort boligudbud i de 16 kommuner, og at liggetiderne derfor fortsat er lange.

Til gengæld forventer EDC, at priserne i udkantskommunerne vil fortsætte opad i 2016, mens det omvendt vil gå en smule tilbage i storbyerne.

- Priserne i de store byer er på rekordtid kommet så højt op, at vi igen ser stigende interesse for de lidt billigere ejendomme i forstæderne og på landet, nøjagtigt som vi så det for 10 år siden.

- Det er en både sund og naturlig udvikling, siger Jan Nordmann.

Lolland Kommune er en af de kommuner, som EDC har undersøgt prisudviklingen i.

De 15 andre kommuner er: Bornholm, Ærø, Langeland, Tønder, Varde, Ringkøbing-Skjern, Struer, Lemvig, Norddjurs, Samsø, Thisted, Læsø, Skive, Morsø og Vesthimmerland.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik