Uvejr trækker sammen om landbruget

Op mod 1.000 danske landmænd risikerer at blive tvunget fra deres gårde i løbet af 2015 på grund af den russiske boykot af EU-fødevarer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ruslands boykot af fødevarer fra EU har medført dramatiske prisfald på mælk og kød, og mange landmænd har udsigt til dundrende underskud i 2015.

Dermed fortsætter den landbrugskrise, som reelt begyndte allerede i 2008 og kun har været afbrudt af en kort periode med rimelig indtjening. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Bankerne, som hidtil har håndteret de kriseramte landmænd med relativ stor tålmodighed, strammer nu grebet og advarer om, at situationen er meget alvorlig.

- Dette er den dybeste og længste landbrugskrise i nyere tid. Jeg har aldrig før set en situation som denne. Helt op til 10 procent af landbrugsbedrifterne risikerer at gå konkurs, siger Lars Møller, bankdirektør i Spar Nord.

For svagt finansielt beredskab

Lars Møller har også været med til at finansiere landbrug under kriserne i 70'erne, 80'erne og 90'erne. I Jyske Bank vurderer direktør Benny Laibach Pedersen, at antallet af tvangsauktioner i landbruget vil stige i 2015.

I Nordea siger landbrugschef Søren Porsbjerg, at »mange landmænd har et finansielt beredskab, der er for svagt til at modstå den nedtur, som nu rammer erhvervet«.

Mister 70.000 kroner om ugen

I november fortalte svinelandmand Rasmus Poulsen fra Fårevejle, hvordan boykotten koster ham 70.000 kroner hver uge.

- Den russiske handelsboykot af svinekød sætter helt klart sine spor i hele landbrudssektoren. Efter at boykotten blev indført i begyndelsen af august, faldt priserne på smågrise i løbet af 3 uger med næsten 100 kroner per gris. Vi sælger omkring 700 smågrise om ugen og mangler på den konto omkring 70.000 kroner i indtægt. Fortsætter de lave priser, vil vi have et underskud på produktionen og miste en omsætning på omkring 3,5 millioner kroner på årsbasis, lød det i november fra Rasmus Poulsen til Berlingske Business.


Nyhedsoverblik