Urmagerskole er populær som aldrig før

Dobbelt så mange unge har de sidste 2 år søgt om at blive urmagere på landets eneste urmagerskole i Ringsted. I år er der oven i købet venteliste.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danske unge vil være urmagere.

I hvert fald hvis man kigger på antallet af ansøgere til Den Danske Urmagerskole i Ringsteds grundforløb de sidste 2 år i forhold til tidligere. Tallet af ansøgere er nemlig fordoblet.

I år har 45 søgt ind på grundforløbet på urmagerskolen på Zealand Business College -så mange, at der nu står 15 på venteliste. 24-årige Erik Olsen er en af de studerende, der startede i august. Han er glad for den måde, uddannelsen er opbygget på.

- Der er ikke nogen bøger, der er ingen tavle, kun hænderne. Det passer til mig, det der med at lære med hænderne, siger han.

Ifølge ddannelsesleder Klaus Helstrand er det også en ny retrobølge, der er skyld i, at så mange har søgt ind på skolen.

- Det her med at de gamle, lækre ting fra 40'erne og 50'erne kan få et nyt liv, man kan sætte dem i stand og gå med dem. Det har en vis sjæl og hjertevarme at gå med sådan noget, og det tror vi, er med til at give den store interesse, der er for faget, siger Klaus Helstrand.

Ingen jobs efter uddannelse?

Ifølge urmagernes og optikernes serviceforbund er der jobs svarende til 15 nyuddannede urmagere om året. Så spørgsmålet er, om der i fremtiden er visere og tandhjul nok til alle de studerende, der har søgt om at blive urmagere. Det mener Klaus Helstrand, der er.

- Vi er opmærksomme på det, vi prøver jo i samarbejde med branchen, det faglige udvalg og ministeriet at se på, hvad der er brug for, og hvo mange vi skal uddanne, siger Klaus Helstrand.  

 


Nyhedsoverblik