Unge mænd i retten for røveriforsøg på Hotel Regina

To unge mænd på henholdsvis 19 og 20 år skal onsdag for retten, hvor de er anklaget for sidste år at stå bag et røveriforsøg på Hotel Regina i Slagelse. En tredje mand i sagen er allerede idømt fængselsstraf.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag tager Retten i Næstved hul på en sag, hvor to unge mænd er anklaget for at have forsøgt at begå røveri på Hotel Regina i Slagelse. Ved 22-tiden 27. maj kom de sammen med en tredje person maskerede ind i hotellets beværtning og truede personalet med en hammer for at få dem til at udlevere penge.

Gerningen blev dog afbrudt af en gæst, der blandede sig, og det fik gerningsmændene til at stikke af.

Udover røveriforsøget er de to unge mænd også tiltalt for at have truet flere personer for at få dem til at tage skylden for røveriforsøget. Blandt andet skal de have sagt, at de ville sprætte den ene op, hvis ikke vedkommende påtog sig skylden, og de skal have brugt peberspray mod en anden person med samme formål.

Den tredje gerningsmand i sagen var for retten i juni i år, hvor han erkendte at have medvirket til røveriforsøget. Han blev idømt et år og seks måneders fængsel. De to mænd, der skal for retten onsdag, nægter sig skyldige.


Nyhedsoverblik