Unge i Odsherred sniffer lightergas

Lokalpolitiet i Nykøbing Sjælland advarer nu om unges misbrug af lightergas.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

7 unge på mellem 15 og 17 år må her i weekenden forklare sine forældre, hvorfor de igennem de seneste par uger har været med til at købe store mængder af lightergas hos den lokale shelltank.

Forældrene er blevet kontaktet af det lokale myndigheder, efter at ejeren af den lokale shelltank, Allan Hansson, reagerede, da salget af lightergas pludselig steg eksplosivt.

Udover at sætte gassen ind i baglokalet, kontaktede Allan Hansson det lokale politi, der et kvarter senere på butikkens overvågningsbånd kunne identificere 7 unge, der var blevet rigeligt glade for gas.

- De unge ved jo ikke, hvad de er på vej ud i, men om 3 måneder har de måske taget varig skade på hjernen, og det kan jeg ikke leve med, siger Allan Hansson i dag til TV2 Øst.

Hos politiet i Nykøbing Sjælland er de svært tilfredse med den hurtige indsats. Sidste år var de nemlig rundt til samtlige handlende i Odsherred kommune for at bede dem om at være opmærksomme på problemet, og det er den rundtur, der har båret frugt.

- Vi kan jo ikke være alle steder, så vi er afhængige af lokalbefolkningen til at hjælpe os, siger vicepolitikommissær Per Kragh i dag. - Vi har fået flere henvendelser, der viser, at samarbejdet fungerer, og det er jo også det, der har ført til den her henvendelse, siger han og understreger, at netop snifning af gas er utroligt farligt.

- Konsekvenserne ved misbrug af lightergas er varige skader på hjernen, ligesom der er risiko for eksplosion under snifningen. Dertil kommer, at lightergas fører til andre stoffer, og pludselig er man godt i gang med en nedtur, siger Per Kragh til TV2 Øst


Nyhedsoverblik