Unge dyrker anoreksi som livsstil

Foto: TV ØST

Anoreksi og bulimi er ikke sygdomme, men en livsstil. Sådan lyder budskabet på internetsider, der er populære blandt unge med spiseforstyrrelser.

De udveksler slanketips, konkurrerer mod hinanden i, hvem der kan tabe sig mest og kigger på billeder af skelettynde modeller. Unge med spiseforstyrrelser dyrker anoreksi og bulimi på internettet. Ikke som en sygdom, men som en livsstil og ven.

Bevægelsen, der dyrker spiseforstyrrelser, kalder sig pro ana og pro mia. Ana står for anoreksi og mia for bulimi. Tanken er, at ana og mia er veninder, man skal pleje, og som giver en peptalk, hvis man falder i og spiser. Pro ana og pro mia-siderne findes overalt på internettet. På hjemmesider, på MySpace, på Facebook og på YouTube kan man finde unge, der taler om deres spiseforstyrrelse som en livsstil og ven.

Ifølge eksperter er siderne udbredte. Birgit Petersson er psykiater og behandler unge fra hele sjælland på sin klinik på Frederiksberg. Hun oplever, at alle de helt unge, hun har i behandling, kender til siderne på nettet.

Ifølge hende er problemet, at siderne dels holder de unge fast i deres spiseforstyrrelse, og dels gør dem mere og mere isolerede. De unge føler, de har et kammeratskab med andre spiseforstyrrede, uden at det reelt er tilfældet.

I Region Sjælland oplever lægerne, at flere og flere unge henvender sig med spiseforstyrrelser. Ifølge formanden for de praktiserende læger i regionen, Tue Müller, får lægerne 4-5 gange så mange henvendelser som for bare ti år siden. Han frygter, at en del af stigningen kan skyldes pro ana og pro mia-siderne, fordi teenagere er lette at påvirke.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App