Ung forsker fra Dalby vinder pris

Christian Sindrup er ikke en helt almindelig teenager. Han har nemlig en forsker i maven, som nu er blevet hædret med en pris.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For den 19-årige gymnasieelev, fra Dalby ved Haslev, er det varme sommervejr ikke det eneste, der bringer et smil frem. Han er nemlig blevet kåret som årets bedste unge forsker indenfor kategorien Life Science.

- Det er en kæmpe ære, fordi man bliver vurderet af nogle af de bedste forskere, og man konkurrerer med nogle af de bedste indenfor vores verden, siger Christian Sindrup.

Ryger med store visioner
Christian Sindrup er selv ryger. Derfor overrasker det måske ikke, at han vandt for at have udviklet en teori, som skal gøre det lettere for rygere at holde op

- Jeg har selv røget fast i halvandet års tid. Jeg ønsker, som så mange rygere, at gøre det lettere at slippe af med afhængigheden. Den teori jeg præsenterede gør afvænningen mere naturlig end med eksempelvis nikotintyggegummi, siger Christian Sindrup.

Den kemiske formel som Christian Sindrup har udviklet imponerede et helt dommerpanel til en stor forskerkonkurrence i går. Derfor vandt han førstepladsen indenfor hans kategori. Sejren udløste to turer til udlandet, hvor han skal præsentere sin teori. Han betræder den europæiske forskerscene i september, og sætter herefter snuden vest på, hvor han skal demonstrere sin teori overfor internationale forskere.

- Jeg glæder mig simpelthen så meget. Jeg er så beæret og glad for at alt mit hårde arbejde nu er blevet anderkendt, siger Christian Sindrup.

Sponsorater og studenterfester
Ovenpå sejren er det vigtigt for Christian Sindrup at skaffe sponsorater, så han kan komme videre med den praktiske del af projektet. Men først skal han op til eksamen og fejre afslutningen af 3.g.


Nyhedsoverblik