Undslupne regnbueørreder har bredt sig vidt og bredt

De mange opdrætsfisk, der stak af under stormen, truer efter spredning de vilde fisk, mener sportsfiskerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De mindst 200.000 regnbueørreder, som undslap fra havbrug i Horsens Fjord og Sejerø Bugt under stormen 28.oktober er siden spredt vidt omkring.

Anslået 600 ton fisk stak af fra de ødelagte netbure. Indberetninger fra Danmarks Sportsfiskerforbunds medlemmer viser, at opdrætsfiskene har bredt sig til et kæmpeområde, der rækker helt fra Voer Å ved Frederikshavn til flere vandløb på Sydsjælland.

- Det er værre, end vi frygtede, og det er gået meget stærkt. Desuden hører vi kun om steder med et vist fiskeri. Fiskene er uden tvivl i mange andre mindre vandløb, siger miljøkonsulent Lars Brinch Thygesen fra Sportsfiskerforbundet.

Bekymrede fiskere

Fiskerne er bekymrede for opdrætsfiskenes negative effekt på bestandene af vilde ørreder. Dels ved at forstyrre deres gydning og dels ved at grave de vilde ørreders æg op af gydegruset under deres egen gydning. De frygter også kamp om føden mellem vilde ørreder og de store regn­bueørreder. Sygdomsoverførsel er en fjerde bekymring.

- Det er endnu en grund til oveni de miljømæssige problemer, at opdræt af fisk bør foregå til lands og ikke til havs. Vi bruger mange hundrede millioner kroner på at rense byernes spildevand for så at give tilladelse til, at havbrug leder nitrat og fosfor direkte ud i vandmiljøet, siger Lars Brinch Thygesen.

Enkeltstående hændelse

I Miljøstyrelsen betragtes fiskeudslippene under stormen som en enkeltstående hændelse, som ikke har givet anledning til ændrede regler for havbrug.

- Samtidig sker der en løbende udviklingen mod mere robuste net, som giver yderligere sikkerhed også i forhold til stærkere storme, siger kontorchef Juliane Albjerg.

- Det er i havbrugernes egen interesse at holde deres fisk i burene og forhindre tab. Kvaliteten af det moderne udstyr sammenholdt med kravene til inspektion af nettene betyder, at vi føler os på den sikre side.

Så langt omkring har fiskene spredt sig:

  • Mern Å og Stensby Møllebæk på Sydsjælland og rundt om Vestsjælland til Isefjorden.
  • I både Tude Å og Tuse Å er der eksempler på ødelæggelse af de vilde ørreders gydninger foretaget af regnbueørreder.
  • Fra den jyske østkyst er der meldinger om store regnbueørreder i vandløbene fra Voer Å i Nordjylland og til Als i syd.
  • Massive mængder for eksempel i Kolindsund Kanalerne ved Grenå og Giber Å syd for Århus.
  • I Vejle Å er de observeret mindst 20 kilometer fra have.
  • Længere østpå er de svømmet op i et lille lange­landsk vandløb, og de sjællandske vandløb har i visse tilfælde oplevet en større invasion.
  • Så langt væk som Bornholm, i Byåen i Rønne, er der observeret undslupne regnbueørreder.
  • I Tude Å i Vestsjælland har en enkelt lods­ejer fanget 190 store regnbueørreder.

Kilde: Danmarks Sportsfiskerforbund

/ritzau/


Nyhedsoverblik