Underboere til anholdte fik døren brudt op af politiet

Foto: TV ØST

Et par fik et chok, da politiet onsdag formiddag brød døren til deres lejlighed op. Det var dog en fejl. I stedet var det overboen, de skulle ransage hos.

Klokken 9.30 onsdag formiddag lød der et ordentligt brag i stuelejligheden hos et par på Revvej i Korsør. Pludselig stod politiet i deres hjem. De havde brudt døren op, men fandt hurtigt ud af, at de var havnet det forkerte sted og fortsatte i stedet op på første sal.

Kvinden sad på toilet, da politiet bragede ind, og hun var nær faldet ned, fortæller hun, fordi hun fik et chok, og også hendes samlever Bjarne Nielsen er rystet.

- Vi fik en ordentligt forskrækkelse, og jeg er stadig ikke kommet mig over det. Vi havde godt nok lagt mærke til, at der skete en masse i lejligheden ovenpå, men vi havde ikke regnet med, at det ville ende sådan her, siger Bjarne Nielsen.

En del besøg den seneste måned

Onsdag formiddag slog politiets Task Force Indbrud til mod 62 adresser på Sjælland i en aktion med navnet Hvepsebo. Aktionen er foregået i tæt samarbejde med Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (SØIK), Udlændingestyrelsen, Center Mod Menneskehandel (CMM), SKAT og Rigspolitiet. 68 personer er indtil videre anholdt - heriblandt en del personer med rumænsk baggrund, en dansk advokat og en dansk revisor.

I Korsør har parret i stuelejligheden den seneste måned bemærket et rend af mennesker til lejligheden på førstesalen. De har ikke talt dansk, men i og med, at ejeren sagde god for deres besøg, har de ikke blandet sig i besøgene, selv om de affødte en del larm, fortæller de.

Adresser i blandt andet Nakskov, Slagelse, Fuglebjerg, Ringsted, Horbelev, Korsør, Stenlille og Holeby er ransaget i forbindelse med dagens store aktion.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App