Ulighed spalter Sjælland og Lolland-Falster

Den største økonomiske ulighed i landet findes ifølge ny analyse på Sjælland og Lolland-Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er en kæmpe kløft mellem kontanthjælpsmodtageren i den lille lejlighed i Nakskov og advokaten i den store villa i Gentofte. Faktisk har borgerne på fattige Lolland rundt regnet kun halvt så mange penge mellem hænderne som borgerne i rige Gentofte, skriver Ugebrevet A4.

Den store forskel gør Sjælland til den landsdel, hvor uligheden er størst. Kløften mellem indkomster i landsdelen vokser oven i købet - og det i en grad, at eksperter frygter stigende kriminalitet, ledighed og større negativ social arv i bestemte områder.

Ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) bliver Sjælland - medregnet Lolland-Falster og Bornholm - mere og mere opdelt efter indtægter.

Det største spænd er mellem Gentofte Kommune i Nordsjælland og Lollands Kommune. I 2012 tjente borgerne i Gentofte i gennemsnit 392.000 kroner efter skat, mens en lollik kun fik 204.000 kroner ind på bankkontoen.

Indbyggerne i Gentofte har i gennemsnit en indkomst, som er 1,9 gange så stor som lollændernes. Til sammenligning er forholdet kun 1,2 mellem de højeste gennemsnits-indkomster og de laveste i Jylland og på Fyn.

Sjælland har markant den største kløft på indkomster. Det oplyser senioranalytiker Sune Enevoldsen Sabiers fra AE.

- Hvis man sammenligner indkomsterne på Lolland-Falster med Nordsjælland, er Sjælland knækket over. Tendensen er klart, at Lolland-Falster og Vestsjælland sygner hen i forhold til det øvrige Sjælland, siger Sune Enevoldsen Sabiers til Ugebrevet A4.

Afstanden mellem rige og fattige i Østdanmark bliver større og større. Afstanden er vokset med ikke mindre end 21 procent de seneste ti år. Det viser AE's analyse, hvor der er målt på den såkaldte Gini-koefficient. Den er et udtryk for ulighed i indkomster.

Det voksende skel mellem velstillede og dårligt stillede hænger sammen med, at mennesker på Sjælland nærmest bliver sorteret. Sådan bliver det udlagt af forskningschef Hans Thor Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut.

- Mennesker med uddannelse og velbetalte job bliver hængende i hovedstads-området, mens de, der er hægtet af i forhold til uddannelse og job, koncentrerer sig mere og mere i det vestlige Sjælland og på Lolland-Falster, forklarer Hans Thor Andersen til Ugebrevet A4.

Den tendens kan man nikke genkendende til i AE.

- Vestsjælland og Lolland-Falster bliver drænet for dygtige mennesker, som rejser til hovedstaden. Modsat rejser folk med lavtlønnede job eller på offentlig forsørgelse ud af København, hvor de ikke har råd til at bo på grund af boligpriserne, siger Sune Enevoldsen Sabiers til Ugebrevet A4.


Nyhedsoverblik