Ufaglærte genoptræner hjerneskadede patienter

Hjerneskadede Klaus Petersen har brug for daglig, specialiseret genoptræning. Alligevel er det ufaglærte, der har stået for hans træning på Tornhøj.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2012 var Klaus Petersen ude for en bilulykke og blev efterfølgende alvorligt hjerneskadet. Selv om lægerne slog fast, at han har brug for daglig, specialiseret genoptræning, står ufaglærte for hans træning på bostedet Tornhøj i Jyderup, hvor han har boet det seneste halvandet år.

I et samarbejde med produktionsselskabet Larm Film har TV2 ØST haft en journalist ansat på bostedet. Han fik stillingen som omsorgsmedarbejder uden at have nogen erfaring på området, og med 4 stykker papir som instruks blev han fra start sat til at genoptræne Klaus Petersen.

- Både i ansøgningen og til jobsamtalen gjorde jeg dem opmærksom på, at jeg ikke havde nogen erfaring oberhovedet på området, men det var ikke noget problem. Der var ikke nogen af os, der anede, hvor kraftigt vi skulle bøje hans ben, eller hvor blidt vi skulle bøje hans arm, siger Fredrik Bondesen, der var ansat på Tornhøj i 5 måneder.

Mangelfuld genoptræning

Også Jack Hansen, der tidligere har arbejdet på bostedet og har stået for genoptræningen af Klaus Petersen i Jyderup, kritiserer forholdene. Han fortæller, at træningen har været mangelfuld, og at beboerne ikke fik den nødvendige stimulering.

- Det var mennesker, som ikke havde nogen baggrundsviden. Klaus bliver ikke udviklet, og han bliver ikke stimuleret med genoptræning, siger Jack Hansen, der er uddannet social- og sundhedsassistent, men som ikke har nogen specialiseret erfaring med genoptræning af hjerneskadede.

Muligheder for udvikling

Så sent som i oktober sidste år blev det slået fast, at Klaus Petersen har mulighed for at genvinde noget af sin førlighed. Han var til kontrol på Hvidovre Sygehus, og i et notatark skriver Tornhøj:

'De mener stadig, at der er mulighed for mere udvikling'.

Kurt Petersen, der er bror til Klaus Petersen, er overrasket over den mangelfulde genoptræning, og undrer sig over, hvordan ufaglærte personer kan komme ind lige fra gaden og varetage en opgave, som specialiseret personale burde tage sig af.

Han håber nu, at hans bror kan blive flyttet væk fra Tornhøj.

Socialchef afviser kritik

I Holbæk Kommune afviser socialchef Jan Christensen, at Klaus Petersen ikke får den behandling han skal have. Han siger til TV2 ØST, at Tornhøj har forsøgt at få ham til et specialiseret sted, men at der ikke var plads.

Han erkender, at det er rigtigt, at der har været mangel på faglært personale, men tilføjer, at der er gennemført en større udskiftning blandt medarbejderne, og at det i øjeblikket er sådan, at over halvdelen er personalet er faglært.

Læs også: Sådan gjorde TV2 ØST
Læs også: Plaskvåd af tis: Poul Erik må ikke komme på toilet om natten


Nyhedsoverblik