Uenighed om gratis busser

Det kan betale sig for små landkommuner at gøre den kollektive trafik gratis. Det mener trafikøkonom Uffe Jacobsen. Men ifølge KL har de færreste kommuner råd til at betale for gratis busser

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gratis kollektiv transport til borgerne kan være en fornuftig løsning for mindre landkommuner. Det mener trafikøkonom Uffe Jacobsen fra Transportøkonomisk Forening.

Han peger på, at de små kommuners udgifter til at administrere den kollektive trafik nogle gange er større end de indtægter, de får fra billetsalget i busserne. Derfor synes Uffe Jacobsen, at de små kommuner skal overveje at fjerne betalingen.

Men Bjørn Dahl (V), formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg, tror ikke, at kommunerne har penge nok til at tilbyde gratis busser.

- Gratis offentlig transport er en gang flødeskum, som man i stenrige kommuner, der ikke ved, hvad de skal bruge pengene til, kan indføre. Og dem er der altså meget få af, siger han til Altinget.

En rapport fra Anvendt KommunalForskning (AKF), der udkom i marts, viser også, at langt de fleste kommuner ikke kan få noget ud af at gøre kollektiv transport gratis. Men rapporten konkluderer samtidig, at det godt kan betale sig i tyndtbefolkede kommuner. Og erfaringer fra blandt andet Ikast-Brande Kommune peger i samme retning.


Nyhedsoverblik