Udvalgsformand vil undersøge rystelser i huse

Lolland Kommune vil nu undersøge, hvorfor en gruppe husejere i Nakskov har oplevet rystelser i deres huse, efter de fik lagt kloak og fjernvarme ned i vejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lamperne ryster og glassene klirrer, når en lastbil eller bus kører forbi Anders Jakobsens hjem på Tårsvej i udkanten af Nakskov.

- Det værste er næsten, at vi også kan mærke det, når vi sover. Vi vågner om natten, og børnene bliver bange, fortæller Anders Jakobsen.

Han og naboen Michael Frost fortalte torsdag på TV2 ØST om de problemer, de og flere naboer har oplevet, efter vejen blev gravet op i forbindelse med fjernvarme- og kloakarbejde i efteråret.

På TV2 ØSTs foranledning er den ansvarlige politiker på området nu gået ind i sagen. Fredag besøgte han Anders Jakobsen for selv at vurdere forholdene.

- Jeg kan konstatere, at der er et problem herude. Man kan jo mærke det i gulvet, når der kører en bus forbi. Nu må vi se, hvad vi kan gøre ved det, siger Henrik Høegh (V), som er formand for Lolland Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg.

Han kan og vil ikke umiddelbart komme med et bud på en løsning, men lover at se på sagen. En mulighed kunne være en hastighedsnedsættelse på strækningen.

Anders Jakobsen er behersket optimist efter besøget.

- Det har været positivt, og jeg håber, Henrik Høegh kan gøre noget. Men jeg vil se det, før jeg tror på det, lyder det fra beboeren på Tårsvej.


Nyhedsoverblik