Udslipsramt fabrik kan være lukket i uger

Sådsn så der ud ved Bar2 i Maribo tirsdag. Foto: TV ØST

Bar2’s fabrik i Maribo kan være lukket i flere uger som en følge af chromtrioxid-udslippet tirsdag. Udslippet ser ud til at være inddæmmet i fabrikken.

Det store udslip af chromtrioxid i Maribo natten til tirsdag ser ud til at være inddæmmet i fabriksbygningen.

Men udslippet kan få store følger for virksomhedens drift i de kommende uger. Det oplyser Bar2s administrerende direktør, Søren Sloth Jensen.

- Vi har stoppet produktionen indtil videre, mens kommunen og forsikringsselskabet arbejder i bygningen. Og der kan godt gå to-tre uger, før at vi kommer i gang igen, siger direktøren til TV ØST onsdag formiddag.

Rammes på produktionen

Stoffet vurderes onsdag ikke længere til at være så farligt, som man i første omgang antog. Men for Bar2 kan udslippet dog få store konsekvenser. Det betyder nemlig, at virksomheden får svært ved at nå sine opgaver i den kommende tid.

- Sådan er det jo bare. Vi kan ikke gøre noget ved det, og vi kan ikke sende produktionen andre steder hen. Vi er de eneste i Danmark, der udfører den slags forkroming i hånden. Alle andre bruger robotter til det, og vi har jo så de opgaver, som robotter ikke kan klare, siger han.

Han oplyser, at selskabet lige nu venter på, at Lolland Kommune afgør, hvor en række prøveboringer i virksomhedens guld skal foretages. Når det er besluttet vil virksomhedens forsikringsselskab kunne foretage det fornødne.

Der arbejder normalt tre-fire ansatte på fabrikken i Maribo – men ingen ansatte er blevet sendt hjem som følge af udslippet. Søren Sloth Jensen håber, at forsikringen vil dække lønnen for de ansatte som tabt erhvervsfortjeneste. Han siger dog, at det værste er, at produktionen fra virksomhedens andre enheder i Nakskov kan blive ramt, da de ikke kan forkrome deres varer.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App