Udkantskirker koster kassen

Foto: TV ØST

Lolland-Falsters Stift er næsten dobbelt så dyrt som Københavns Stift. Der er store forskelle landet over.

Selv om folkekirken stort set løser de samme opgaver landet over, er der markante forskelle på udgifterne, alt efter hvor man bor.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Lolland-Falsters Stift er næsten dobbelt så dyr i drift som Københavns Stift, hvis man ser på, hvor mange penge det enkelte stift bruger og holder det op mod, hvor mange folkekirkemedlemmer der er i stiftet.

Små sogne og færre medlemmer

Også Viborg Stift skiller sig ud ved at være væsentligt dyrere end især Københavns og Helsingør Stift.

Forklaringen på de høje udgifter er primært, at stifterne har mange små sogne med færre medlemmer per kirke end andre steder i landet, lyder det både fra Karsten Nissen, biskop over Viborg Stift, og Steen Skovsgaard, biskop over Lolland-Falsters Stift.

- Der er en række udgifter ved at drive kirke, som er lige store, om der er 5000 eller 200 mennesker i et sogn.

- Personalet skal aflønnes, og bygningerne vedligeholdes. Derfor vil det selvsagt være billigere at drive kirken i de større byer end her på landet, siger Karsten Nissen.

Uholdbart i længden

Steen Skovsgaard mener, at udgiftsniveauet i stifterne afspejler den generelle udkantsproblematik, hvor yderområder koster mere for samfundet end de større byer.

Men de høje udgifter i landområderne bør være en løftet pegefinger til folkekirken om, at noget skal ændres. Det mener lektor på Aalborg Universitet Jørgen Møller, der beskæftiger sig med udkantsproblematikker:

- Det bør få nogen til at indse, at det er uholdbart i længden med så stor en forskel på udgifterne. Det koster mange penge at holde kirkerne i drift i landområder med få medlemmer.

Må træffe en beslutning

Jørgen Møller påpeger, at folkekirken allerede har lagt mange sogne sammen i store pastorater, så 4-5 kirker betjenes af en enkelt præst.

- Men der må man træffe en beslutning og vælge, hvilken en af de landsbykirker man vil satse på, siger han.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App