Tyveri fra soldats grav

Fredag oplevede Søren Rasmussen, at tyve havde stjålet ting fra sin søns grav. Det er anden gang, at familien oplever tyveri fra gravstedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En gang om ugen besøger Søren Rasmussen og hans kone deres søns grav på Sct. Mikkels Kirkegård i Slagelse.

- Vi synes, at vi skal herop hver fredag og tænde lys for ham, for så er der lidt fest. Han skulle jo i byen hver fredag og lørdag, siger Søren Rasmussen.

I 2009 var Mads Lerche Rasmussen udsendt til Afghanistan. Under en opgave den 17. juni 2009 ramte den bil han sad i en vejsidebombe. Mads Lerche Rasmussen blev dræbt ved eksplosionen og blev fløjet hjem til Danmark, hvor han blev begravet på Sct. Mikkels Kirkegård i Slagelse.

Siden begravelsen har forældrene besøgt gravstedet hver uge. Men besøget i fredags var ikke som det plejer.

- Der manglede nogle ting. Det første min kone sagde, var at der manglede nogle hjerter.

- Jeg forstår det simpelthen ikke. Tingene har ikke nogen værdi, men for os har det en kæmpe værdi. Det er noget venner og bekendte har lagt, det er noget, som vi selv har lagt, siger Søren Rasmussen.

Ikke første gang
Familien har også tidligere oplevet tyveri fra gravstedet. Tidligere har de oplevet, at der er blevet stjålet blomster fra gravstedet og for 2 år siden, blev der også stjålet stenfigurer.

- Det kan man bare ikke gøre. Det er unormalt, det synes jeg virkelig. Jeg blev ked af det og rasende, siger Søren Rasmussen.

Selvom det er ulovligt at tage ting fra et gravsted, så kender personalet på kirkegården godt til tyverier af figurer og blomster. De mener dog ikke, at det er et stort problem.

- Jeg får måske 1-3 henvendelser på et år om tyveri, så det er virkelig i småtingsafdelingen. Det er vi lykkelige for, for det er simpelthen at synke så lavt, når man vælger at gå ind på et gravsted og fjerne ting, siger Jan Hjorth Lassen, der er kirkegårdsassistent i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse.


Nyhedsoverblik