Tyve stjal Lennys nye solcelleanlæg

Politiet er begyndt at se de første eksempler på tyve, der går efter dyre solcelleanlæg her i landsdelen. I Haslev fik Lenny Lauritsen stjålet et solcelleanlæg

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lenny T. Lauritsen inspicerer vinduesrammen i garagen:

- Der er nogle mærker her efter et brækjern, eller koben vil jeg tro, det er.

Natten til lørdag sprang tyvene ind gennem vinduet, lukkede garageporten op indefra og stak af med det nyindkøbte solcelleanlæg til næsten 80.000 kr.

- Det er en ubehagelig følelse. Den slags sker jo ikke for en selv, det sker kun for andre, fortæller husejeren på Terslevvej i Haslev.

De første tyverier
Der er endnu ikke mange, der har fået stjålet solcelleanlæg her i landsdelen, men det er sket.

I juli brød tyve ind på et værksted i Rødvig på Stevns og stjal et 40 kvadratmeter stort solcelleanlæg, og i samme måned fik hallen ved Digtervejens Skole i Næstved stjålet to bokse, der skal konvertere solenergi til strøm.

I følge lokalpolitiet i Næstved er det nok ikke det sidste, vi har set til solcelletyverier.

- Der kunne godt komme en udvikling i det, for det er jo meget oppe i tiden, at man skal sætte solceller op på sit hus, og så har det selvfølgelig også en vis værdi. Så det kunne jeg godt forestille mig, at vi kom til at se mere af, fortæller Niels Denny Sørensen, som er leder af Lokalpolitiet i Næstved.

Forsikringen dækker ikke
Lenny T. Lauritsen kæmper nu med sin forsikring om at få dækket sit tab. Men det kan blive svært.

Husforsikringen dækker nemlig først, når solcellerne er monteret, og en almindelig indboforsikring dækker ikke et solcelleanlæg, der er låst inde i en garage

- Det har jeg det rigtig dårligt med. Det er jo mange penge, man har sparet sammen og som bare er kastet væk til de forkerte, så kan man begynde forfra nu, fortæller Lenny T. Lauritsen.

Han har nu udlovet en dusør på 10.000 kr. inde på et internetforum for solcelleejere. Hanhåber, at dusøren vil få naboer eller andre til at fortælle, hvis de har set noget mistænkeligt omkring huset på Terslevvej.


Nyhedsoverblik