Frækt tyveri: Stjal glasplader for 50.000 kroner

Foto: TV ØST

Achtons kommende plastdispenser-fabrik var natten til onsdag offer for tyveri af glasplader for 50.000 kroner. Sjældent tilfælde, lyder det fra politiet.

Det er en olm Per Christensen, TV2 ØST møder ved sidefacaden til Achton A/S på Glasvej i Korsør.

- Jeg er sur over, at de bare kommer og stjæler pladerne. Vi er jo knap nok flyttet ind.

Han er ejendomsansvarlig og var den første til at opdage, at der onsdag morgen var forsvundet 14 glasplader fra facaden.

Nærmere bestemt 24,15 kvadratmeter hærdet glas med silketryk til en samlet værdi af 50.000 kroner.

Sjældent tilfælde

- Det er frækt. Og Saint-Gobain, der tidligere ejede ejendommen har sagt til mig, at de aldrig har oplevet noget lignende.

Det samme fortæller Jens Christiansen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i Slagelse.

- Med glas i den her sammenhæng er det ikke sædvanligt. Det er ikke ofte, det sker. Det, vi kender herfra, er, hvor tyvene kommer ud og piller tage af for eksempel. Og det er, hvis det er kobber, siger han.

Muligt bestillingsarbejde

Politiet kan ikke drage nogen konklusioner på nuværende tidspunkt.

Per Christensen har dog sin egen teori. Tirsdag middag så han en bil køre rundt om lagerbygningen.

- Så observerer jeg, at der kommer en bil nede fra Glasvej og drejer op med 4 mennesker, åbner vinduerne og videofilmer ud mod facaden. Det kan være bestillingsarbejde. Det er rent gætværk. Det er bare påfaldende, at de kører forbi den ene dag, og den anden forsvinder der glas fra facaden.

For fremtiden tager Per Christensen og Achton nu deres forholdsregler.

- Her tirsdag efter pinsen bliver der monteret kæder på tværs af vejen hernede ved lagerbygningen, og der bliver opsat videoovervågning. Desuden kommer der specielle møtrikker på de nederste glasplader, så det kun er os, der kan tage dem af uden en papegøjetang.

02:19 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App