Tyve hejste sig ned gennem tag

Tyve brød natten til mandag ind hos Ta Ure og Guld i Dianalund. Tyvene hejste sig ned gennem taget til forretningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tyvene brød ind hos guldsmeden mandag klokken 02.20, hvor de formentlig har stjålet smykker og ure. Tyvene brød ind gennem taget og kravlede ned ad en stige.

- Det er en dag, hvor man ikke synes, at det er så sjovt, som det har været. Nu skal vi ovenpå, men der kommer til at gå lang tid, siger Torben Andersen, der er indehaver af Ta ure og Guld i Dianalund.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er de stadig ved at undersøge sagen.

- Vi har ikke nogen opgørelse over, hvad der er stjålet endnu. Der er nogle montre, der er smadret, så det er formentlig ure og smykker, der er stjålet, siger Anders Mikkelsen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Torben Andersen har lukket forretningen resten af dagen for at få ryddet op.

- Vi er i gang med koste, skovle og støvsuger. De har nok smadret 85 procent af alle vores montre, siger Torben Andersen.

4. indbrud på et år

Det er ikke første gang, at Torben Andersen har haft indbrud i butikken. Inden for det sidste år har tyve brudt ind i butikken 4 gange. De sidste 2 gange er gerningsmændene kommet ind gennem taget.

- Jeg synes ikke, at det er sjovt længere. Slet ikke når de smadrer alle ting, siger Torben Andersen.

Politiet har endnu ikke nogen mistænkte i sagen, men har sikret sig spor fra gerningsstedet. De vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kan kontaktes på telefon 114.


Nyhedsoverblik