Tyske Femern-modstandere og - støtter på visit i regionen

03:16

Langsommelige processer og modstand mod Femernprojektet på tysk side har flere gange udsat byggeriet. Og fronterne var også trukket hårdt op, da vi tog med en gruppe tyskere med vidt forskellige interesser i sagen fra Rødbyhavn til Christiansborg.

Det er morgen i Rødbyhavn. Og bussen mod København fyldes med modsatrettede holdninger.

- Vi går ind for det her projekt. Og det har vi gjort i lang tid, siger Rüdiger Schacht, der er stedfortrædende direktør i Industri- og Handelskammeret i Lübeck.

- Jeg er også imod det af miljømæssige årsager. For Østersøen kommer til at lide under det, siger Susanne Brelowski. Hun er talskvinde for Alliancen mod en fast Femernforbindelse. En sammenslutning af mange forskellige modstandere af projektet.

Det er den administrerende direktør i Femern Belt Development, Stig Winther, der fører an på dagens udflugt. Og det er det såkaldte tyske Dialogforum, der er med. Her er diverse interessenter i og omkring Femern Belt-projektet samlet for at få gang i en dialog.

- Vi gennemfører den her tur i dag, for at give modstanderne en større indsigt i hvad det egentlig er, at vi danskere gerne vil gøre. Og det er jo det gamle ordsprog: Dialog fremmer forståelsen, siger Stig Winther.

Linjerne er dog trukket hårdt op i bussen. Med tyske erhvervsgrupper og andre tilhængere på den ene side. Og indædte modstandere på den anden.

- Der er en helt anden debatkultur, den er meget mere konfronterende, og det kan godt være lidt svært at forstå for os danskere, at man ikke bare sætter sig ned stille og roligt og taler om tingene, siger Stig Winther.

Og det er nok en god ide at få talt om tingene. For projektet er - særligt på tysk side - løbet ind i det ene problem efter det andet, og problemerne er derfor blevet til forsinkelser. Både fordi processerne ved store byggerier er mere langsommelige syd for grænsen end de er i Danmark. Men også fordi blandt andet miljø-organisationer gør hvad de kan for at få bremset projektet.

- Der skal skabes velstand andre steder, og det bliver på vores bekostning, Der er også mennesker, der kommer til at lide under det her, og det er svært at få folk til at acceptere sådan noget, siger Susanne Brelowski.

I Tyskland har bekymrede naboer og miljøorganisationer klaget i stor stil over projektet de seneste år. De frygter for trækfugle, vandmiljø og fredede områder på den tyske side. Og ifølge fagbladet Ingeniøren er der sendt mere end 3000 klager over forbindelsen til de tyske myndigheder.

Til sammenligning har de danske myndigheder modtaget 31. Og der har ikke været nogen indvendinger fra de danske miljøorganisationer.

Bølgerne har da også højt til tidligere møder i Dialogforum. Og derfor bliver dørene også lukket, da forsamlingen ankommer til møde hos Femern A/S. Det samme skete en time senere hos transportministeren.

Herefter går forsamlingen videre for blandt andet at kigge på og tale om Øresundsbroen. Og der er positivitet at spore hos Stig Winther.

- Jeg er meget optimistisk. Altså det vi ser nu er forhåbentligt det sidste bump på vejen, siger han og fortsætter.

- Det skal nok gå.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App