Tysk pant på grænsedåser kan være på vej

Der er planer om at indføre pant på dåser købt i grænsebutikker, og det vil gavne både den danske og den tyske statskasse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan blive mindre attraktivt at tage en tur med Rødby-Puttgarden efter billige øl og sodavand. En aftale om pant på de millioner af dåser øl og sodavand, som danskere hvert år køber i tyske butikker lige syd for grænsen, vil gøre det mere attraktivt for forbrugerne at handle i danske butikker.

Det mener Dansk Erhverv. Organisationen glæder sig over, at der nu er udsigt til en 'løsning på problemet med manglende opkrævning af pant' i grænselandet.

Pant alle andre steder

Ifølge Flensborg Avis fremlagde den slesvig-holstenske miljøminister, Robert Habeck, onsdag et nyt dåsepantsystem, som kan blive indført i grænsesupermarkederne.

- Den manglende pant er en særlig fordel givet specielt til de cirka 60 grænsehandelsbutikker. Alle andre tyske butikker opkræver pant - også butikker beliggende tæt ved tyskernes øvrige otte landegrænser. Og derfor vil det være meget positivt, hvis der nu også kommer pant på de tyske dåser, der er købt i grænselandet til Danmark, siger Lotte Engbæk Larsen, markedschef i Dansk Erhverv.

Gavner statskassen

Statskassen vil også få gavn af en dåsepant i grænsebutikkerne, mener Dansk Erhverv.

- Det vil gøre det mindre attraktivt at grænsehandle og mere attraktivt at købe varerne i Danmark. En aftale om pant trækker mere handel og omsætning tilbage til de danske butikker og skaber meromsætning for staten i form af moms og afgifter, tilføjer Lotte Engbæk Larsen.

Ifølge Dansk Erhverv bliver der hvert år hentet cirka én milliard tyske dåser over grænsen til Danmark.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) bekræfter over for avisen, at den danske regering 'er i en god dialog med Tyskland og Slesvig-Holsten om en løsning på pant fra emballage i grænsehandlen'.

/ritzau/


Nyhedsoverblik