Tvunget væk fra Røde Kors

Henriette Lund Pedersen er arbejdsløs, og indtil i torsdags var hun formand for Røde Kors i Nysted. Men så meddelte a-kassen Business Danmark, at hun ville få trukket sine dagpenge, hvis hun fortsatte som formand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom jobsøgning kan være opslidende, så er det ikke det, som giver Henriette Lund Pedersen flest panderynker. I torsdags måtte hun nemlig øjeblikkeligt sige op som formand for Røde Kors i Nysted. Hendes a-kasse Business Danmark meddelte, at hun ville få trukket i sine dagpenge, hvis hun fortsatte som formand, da hendes arbejde kunne passes af en lønnet medarbejder.

- Det er frustrerende og underligt. Ifølge vores vedtægter i Røde Kors må vi slet ikke få løn for vores arbejde i bestyrelsen. Så jeg kan ikke få løn for det, sagde Henriette Lund Pedersen til TV2 ØST i dag.

Hos Dansk Røde Kors er det ikke første gang, a-kasser har spændt ben for frivillige.

- Vi har set sager før, hvor a-kasser tolker forskelligt på lovgivningen. Jeg forestiller mig, at beskæftigelsesministeren snart må træde i karakter og gå ud at sige, at man selvfølgelig godt kan være ledig og lave frivilligt arbejde, siger Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors.

Efter TV2 ØST i dag gentagne gang har talt med Henriette Lund Pedersens a-kasse Business Danmark, har de undersøgt sagen nærmere. Her til eftermiddag har Business Danmark omgjort afgørelsen, så Henriette Lund Pedersen ikke får trukket i sine dagpenge alligevel. Business Danmark har erkendt, at de har begået en fejl. Dansk Røde Kors og Henriette Lund Pedersen håber nu bare på, at andre frivillige ikke kommer ud for samme oplevelse.


Nyhedsoverblik