Tvunget til røverier

Onsdag tager Retten i Holbæk hul på en omfattende sag om røverier, røveriforsøg, afpresning og ulovlig tvang. I alt otte mænd står tiltalt i sagen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver trængsel på anklagebænken, når Retten i Holbæk onsdag tager hul på en omfattende sag om røveri, røveriforsøg, afpresning og ulovlig tvang.

Otte mænd i 20'erne fra kredsen omkring rockergruppen Bandidos står tiltalt for forskellige roller i forbrydelserne, der fandt sted i oktober sidste år.

En 27-årig mand er således  tiltalt for to bankrøverier og et par forsøg på røveri. Røverierne gik i oktober ud over   Danske Bank i Høng  og Sparekassen Sjælland i Svinninge.

Ifølge politiet og anklagemyndigheden skete røverierne dog næppe med den 27-åriges gode vilje. Fire af de andre mænd er nemlig tiltalt for at have tvunget ham til at begå dem. Desuden er de tiltalt for i løbet af oktober flere gange at have tævet ham og truet med at skære hans fingre af for at få ham til at betale 300.000 kroner.

I alt er seks mænd tiltalt i forbindelse med planlægningen og udførelsen af røverierne, mens de to sidste er tiltalt for hæleri, fordi de hjalp med at skjule og opbevare de røvede penge.

Ifølge DR Nordvestsjælland er to af de tiltalte netop blevet idømt godt tre års fængsel hver for et hjemmerøveri mod en millionær i Rørvig i januar.

Retten i Holbæk ventes at afsige dom i sagen den 11. september.

 


Nyhedsoverblik