Tvangsfjernede barn efter seks timer

Kommunerne tvangsfjerner markant flere spædbørn end tidligere. I går fik et forælderpar fra Asnæs tvangsfjernet deres barn kun seks timer efter fødslen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mie Rasmussen og Kevin Juul blev i går forældre til en lille pige - men kun seks timer efter fødslen blev barnet tvangsfjernet af Odsherred Kommune.

- Man tænker på, hvordan ens pige reagerer, når hun ikke er hos sin mor. Hun er vant til at lytte til ens hjerterytme, og nu er hun et andet sted. Det må da være forfærdeligt, siger Mie Rasmussen.

Jørn Herkild fra organisationen Ret- & Velfærd er bisidder for forældrene. Han har meldt Odsherred Kommune til politiet.

- Forældrene er blevet behandlet meget dårligt, og man har grebet ind i barnets udvikling og påvirket dets relationsdannelse ved at fjerne det fra dem, barnet føler sig tryg ved.

Jørn Herkild mener, at Odsherred Kommune skulle have hjulpet forældrene i stedet.

Mie Rasmussen har i forvejen to børn, der er fjernet fra hende, men hun mener, at hun er klar til at være forælder, og at hun skulle have haft en chance.

- Jeg ville ønske, at kommunen havde sendt os på en forældreinstitution, hvor man kunne vurdere, om vi er egnede som forældre, siger hun.

De nyeste tal fra ankestyrelsen viser, at der i 2011 blev tvangsfjernet 38 spædbørn på landsplan. Det er mere end en tidobling i forhold til 2007, hvor kun tre spædbørn blev tvangsfjernet.


Nyhedsoverblik