Tusinder tvinges på lykkepiller

Ekspert fra Region Sjælland undrer sig: Ingen støtte til psykologhjælp, kun til antidepressiv medicin, selv om effekten af terapi er større.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danmark er blevet en nation på piller og det land i Vesteuropa, hvor forbruget af lykkepiller stiger mest.

Over 270.000 danskere er i behandling, selvom mange faktisk kunne slippe for at proppe sig med antidepressiv medicin og for de alvorlige bivirkninger, der risikerer at følge med. Det skriver Ekstra Bladet.

Det drejer sig om tusinder, der lider af let og moderat depression.

Adskillige undersøgelser slår fast, at psykologhjælp er en mindst lige så effektiv behandling af deres lidelser som lykkepiller. Problemet er, at regeringen kun giver tilskud til lykkepiller og ikke til psykologhjælp, som mange ikke har råd til selv at betale for.

Regeringens prioritering undrer cand.psyk., MPH, Rita Fjeldsted fra Psykiatrisk Forskningsenhed i Region Sjælland.

- Psykologhjælp giver en lige så stor chance for et succesfuldt behandlingsresultat som SSRI (lykkepiller, red.), siger hun til Ekstra Bladet.

- På lang sigt er effekten af terapi tilmed større, fordi den i langt højere grad forebygger tilbagefald. Derfor bør psykologhjælp også være førstevalg til patienter med mild og moderat depression, siger Rita Fjeldsted.

Hun har for nylig været med til at evaluere et forsøgsprojekt med depression under Danske Regioner. Her slap 60 procent af deltagerne af med deres depression efter i gennemsnit 10 behandlinger i terapi.

- Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man i dag som patient kan få generelt tilskud til antidepressiv medicin, men ikke til psykolog, slutter Rita Fjeldsted.

Danske Regioner har foreslået gratis psykologhjælp til alle med let og moderat depression, men regeringen afslog ved økonomiforhandlingerne med regionerne.

Det ville koste 135 millioner kroner om året at yde tilskud til psykologhjælp.


Nyhedsoverblik