Troede hun ringede til barnebarn: Opkald kostede 700 kroner

Det kommer til at koste en 54-årig kvinde, at hun i weekenden ringede til et nummer, hun troede tilhørte barnebarnet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En kvinde fra Rødvig på Stevns må betale 700 kroner for at ringe til det, hun troede var hendes barnebarn. Mandag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at kvinden lørdag havde modtaget en sms med besked om, at hun skulle ringe straks.

Da hun ikke kendte nummeret, men troede, at beskeden var fra hendes barnebarn, forsøgte hun 3 gange at ringe retur til afsendertelefonnummeret.

Opkaldene blev dog ikke besvaret, men den 54-årige kunne fterfølgende konstatere, at hun var blevet trukket for knap 700 kroner på sin mobilregning som følge af opkaldene.

Vær skeptisk

Sms'en var blevet afsendt fra et nummer, der startede med +88 efterfulgt af 9 cifre. Politiet undersøger nu sagen nærmere i et forsøg på at få identificeret telefonnummeret og opfordrer generelt borgerne til at være skeptiske over for opkald/sms fra især udenlandske numre, som ikke er modtageren bekendt.

Opkald/sms fra danske telefonnumre kan kendes på +45 foran telefonnummeret. Underret eventuelt dit eget teleselskab, hvis du selv oplever at modtage tilsvarende sms'er.


Nyhedsoverblik