Tjener på F1-lån trods bankadvarsler

Foto: TV ØST

F1-renten skulle stige ifølge bankerne. Derfor skiftede mange boligejere de fastforrentede lån ud. Men ikke Max Ølsted fra Rønnede. Han har tjent på F1-lånet.

Skift F1-lånet ud og spar penge. Sådan har beskeden været de seneste år fra bankerne. Derfor har mange boligejere skiftet F1-lånet ud med fastforrentede lån i den tro, at F1-renten ville stige.

Men Ekstra Bladet kan tirsdag berette, at de sløje bankforudsigelser og den dårlige rådgivning koster modtagerne dyrt.

Men ikke for Max Ølsted fra Rønnede. Han har beholdt sit F1-lån.

Har tjent 160.000 på F1-lånet

I 2010 optog Max Ølsted sit F1-lån på en lille million kroner til et nyt hus.

- Jeg har holdt fast i mit F1-lån lige siden, og det agter jeg at blive ved med, siger han til avisen.

Han har sparet en hel del, siger han.

- Nu kan jeg forstå, at det betyder, at jeg allerede har sparet omkring 160.000 kroner før skat i forhold til, hvis jeg havde taget et fastforrentet lån. Det er trods alt en slags penge, siger han.

Trodsede bankforudsigelser

Når bankerne har sagt, at renten ikke falder mere, har Max Ølsted kørt sit eget løb.

- Det har de jo sagt hver gang. Men renten er faldet hele vejen igennem, siger han til avisen.

Positive konsekvenser

Den store forskel er af afgørende betydning for Max Ølsted.

- Det betyder, at jeg har afviklet mit boliglån i banken her til oktober. De penge kan jeg så spare op, så jeg er polstret, hvis der sker noget fremover, siger han og tvivler ikke på, at han ville gøre det samme igen.

- Der er jo mange udgifter, når man køber et nyt hus. Så det er rart at have lidt ekstra. I hvert fald i en opstartsperiode. Som renten er nu, så tror jeg ikke, jeg ville være nervøs ved det.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App