Triste udsigter for Sjællands Mount Everest

Sjællands højeste punkt er langt fra at blive det tilløbsstykke, det var ønsket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Berømmelsen varede kun kort for den 123 meter høje bakketop Kobanke ved Rønnede.

Toppen blev landskendt for fire år siden, da DR Sjælland i samarbejde med en gruppe geologer slog fast, at Kobanke er det højeste naturlige punkt på Sjælland. Tidligere var den 123 meter høje Gyldenløves Høj på Midtsjælland ellers anset for at være Sjællands højeste punkt, skriver DR Sjælland.

Kobanke ligger i skoven Gavevænge lidt syd for Rønnede. En grusvej fører derind fra landevejen til Vordingborg. Der er p.t. ingen særlig skiltning, hverken ved landevejen eller ved selve punktet.

Men planer om både skiltning og udsigtstårn er aldrig blevet til virkelighed, og de mange høje træer, der skærmer for udsigten, står der stadig.

Formanden for Erhvervs- og Kulturudvalget i Faxe Kommune, Martin Hillerup, erkender, at det bliver en kamp op ad bakke, hvis stedet skal blive et tilløbsstykke.

- Mit indtryk er, at der skal gøres noget ved det, før det kan bruges som turistområde. Men vi vil selvfølgelig ikke begive os ind på en anden mands område, uden at vi først har haft en ordentlig dialog med vedkommende, siger Martin Hillerup.

Og "vedkommende" - det er baron Otto Reedtz-Thott, der har bopæl på Gavnø, men som også ejer skovene syd for Rønnede.

DR Sjælland ville gerne vide, hvad Reedtz-Thott synes om de foreslåede tiltag, men efter flere henvendelser kom kun følgende kortfattede svar: "Der er ingen udsigt - granskov dækker det hele."

Altså umiddelbart ingen hjælp fra baronen til Kobanke.


Nyhedsoverblik