Tricktyveri: Ældre kvinde mistede 15.000 kroner

Torsdag eftermiddag fik en 80-årig kvinde fra Ringsted frastjålet 15.000 kroner efter et tricktyveri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 80-årig kvinde fra Ringsted blev torsdag eftermiddag udsat for et tricktyveri, hvor hun mistede 15.000 kroner.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Blev kontaktet af to mænd

Kvinden havde været på indkøbstur i den lokale Lidl, da hun, ved sin opgang, blev kontaktet af to udenlandske mænd, som talte til hende på et sprog, hun ikke forstod.

Ifølge kvinden var mændene påtrængende, men forlod dog kort efter stedet. Da den 80-årige kom inden for i sit hjem, opdagede hun imidlertid, at hendes pung med bl.a. dankort var væk. Banken kunne senere oplyse, at 15.000 kroner var hævet på det stjålne dankort.

De to mænd beskrives som:

A:

  • Østeuropæisk af udseende
  • 60-65 år
  • 150-160 cm
  • Almindelig af bygning
  • Sort hårfarve og kort hårlængde
  • Var formentlig iført mørkt tøj og medbragte flere kort

B:

  • Østeuropæisk af udseende
  • 30-40 år
  • 150-160 cm
  • Almindelig af kropsbygning
  • Sort hårfarve og kort hårlængde
  • Var formentlig iført mørkt tøj

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte lokalpolitiet i Ringsted på 1-1-4.


Nyhedsoverblik