Tricktyve på spil flere steder i regionen

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi melder om 3 forskellige tricktyverier i vores landsdel i dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

3 forretninger i henholdsvis Næstved, Nykøbing Falster og Maribo har i løbet af mandagen haft besøg af tricktyve, som var rumænske af udseende.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på deres Twitter-profil her til eftermiddag.

- De bruger den klassiske metode, hvor de forsøger at forvirre butikspersonalet, og de er mestre i det, siger vagtchef Anders Mikkelsen.

500 kroner i kontanter

Klokken cirka 16.45 gik det ud over frisørsalonen Salon Dines på Ringstedgade i Næstved, hvor det lykkedes 2 udenlandske kvinder at løbe med 500 kroner i kontanter.

Tricktyvene forsvandt i retning mod Irmas parkeringsplads, hvor de formentlig blev hentet af en udenlandsk mand, der var iklædt en farvestrålende t-shirt og solbriller. 

Politiet har indtil videre kun et sparsomt signalement at arbejde ud fra, men ifølge vidner var den ene kvinde mellem 30-35 år og havde mørkt hår med røde striber, mens den anden alene beskrives som ældre.

Fattede hurtigt mistanke

Også hos Bandagisten i Jernbanegade i Nykøbing Falster var der ubudne gæster. Klokken cirka 14.53 modtog politiet en anmeldelse om 2 kvinder, som - på mistænksom vis - havde forsøgt at veksle et større beløb.

Ekspedienten fattede dog hurtigt mistanke, og kvinderne blev tvunget til at forlade butikken uden udbytte.

De var begge i 30-års alderen og havde langt sort hår, og især den ene talte gebrokkent dansk.

Stak af med blusen

Det sidste tricktyveri fandt sted i butikken No. 17, der ligger i Østergade i Maribo.

Her forsøgte 2 kvinder at narre en ansat ved at betale for en bluse og derefter fortryde købet. Til sidst stak kvinderne af med blusen.

Den ene kvinde menes at være omkring 25 år, havde sort langt hår og dyrepoter tatoveret på det ene ben. Hun bar en lys bluse, mørke jeans og en brun taske. Den anden var omkring 50 år, spinkel af bygning, havde langt opsat hår og en lys bluse og mørke bukser på.

Efterforsker tyverierne

Politiet efterforsker tyverierne nærmere, men kan på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed sige, om der er tale om de samme gerningsmænd.

- Jeg kan ikke udelukke, at det er tilfældet i Nykøbing Falster og Maribo, men om de også er nået til Næstved, ved jeg ikke, siger Anders Mikkelsen.

Har du oplysninger om tricktyverierne, kan du kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.


Nyhedsoverblik