Trelleborg skal være turistmagnet

Vi har ikke været gode nok til at udnytte Danmarks historie til at trække turister til landet. Det vil en gruppe vikinge-institutioner nu ændre på.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvert år besøger mere end 1,2 millioner gæster de danske vikingemuseer og attraktioner. Men der er potentiale til meget mere. I hvert fald hvis man skal tro folkene bag Trelleborg ved Slagelse og 10 andre vikingeinstitutioner i Danmark. Det skriver Berlingske.

- Det er meget få lande, der som Danmark er så heldige at have et brand, der i forvejen er kendt over det meste af verden, siger Lars Holten, der er direktør for Sagnlandet Lejre til avisen.

Forbinder Danmark med vikinger

Undersøgelser viser, at langt de fleste ude i verden, som bliver spurgt om hvad der karakteriserer Danmark, svarer vikinger, som det første – og i øvrigt godt øl som det andet.

Og derfor giver det rigtig god mening at fokusere på lige netop den del af vores historie. Det fortæller Ana Maria Munar, der er professor i turisme og destinationsbranding på CBS til Berlingske.

- Jeg tror absolut, at der ligger et uudnyttet potentiale i vikingetiden. Det vil måske mest være på det store internationale turismemarked, og ikke så meget på det nære marked. Svenskere og nordmænd har jo selv vikinger. Vi ved, hvor meget H.C. Andersen betyder internationalt som figur og den fortælling, der er om Danmark gennem hans eventyr, og jeg tror, at vikingerne har samme potentiale.

Vikingebranchen har de seneste år realiseret eller planlagt byggerier for 350 millioner kroner. Blandt andet til et nyt forsknings- og oplevelsescenter ved Trelleborg.

Men derudover er de 11 turistattraktioner nu gået sammen i sammenslutningen Vikingebuen, der altså vil fokusere på at brande vikinger over for både danske og udenlandske turister. 

Turen går til vikingetiden

Vikingebuen har fået 500.000 kroner fra kulturministeriets nye pulje, Cultur Plus, og kombineret med andre økonomiske kræfter har de omkring en million kroner til at udvikle og markedsføre Danmark som vikingeland.

Når fortællingen om vikingetiden overfor turisterne er på plads, har vikingebuen allerede de første planer for udviklingen af særlige produkter, man kan sælge til kommende turister.

Blandt andet vil de have lavet en ”Turen Går Til Vikingetiden,” i samarbejde med Politikens Forlag, ligesom de vil udvikle en øl-serie, som er brygget på nogle af de produkter, man havde i vikingetiden.


Nyhedsoverblik