Tre provinsbyer gør klar til fodboldrykind

Onsdag og torsdag får Holbæk, Næstved og Slagelse besøg af fodboldstorholdene Brøndby, FC Midtjylland og F.C. København, og dagene op til bliver brugt til at gøre stadions klar til pokalbold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er fodboldfest i regionen de næste to dagen. Tre af regionens fodboldhold får besøg af superligaklubber i tredje runde af pokalturneringen. Holbæk B&I møder Brøndby, FC Vestsjælland får besøg af F.C: København, og Næstved tager imod de danske mestre fra FC Midtjylland, og der skal forberedelser til sådan nogle fodboldbrag.

- Det kræver en hel del mere. Vi har dobbelt så meget lys, 200 meter hegn og 100 mand engageret. Der skal stort sikkerhedsopbud til, så vi har rigtigt mange kontrollører og vagter. Vi ved, at det er en høj risiko kamp, siger Frank Petersen, der er tovholder på forberedelserne i Holbæk B&I.

Også uden for stadion gør byen klar til Brøndbybesøg. På sportsbaren All-in har medejer Thomas Jensen bestilt 200 liter ekstra øl, og dobbelt så mange medarbejdere vil være på job onsdag.

FCV vil have revanche

I Slagelse håber de, at kampen mellem FCV og FCK kan trække det dobbelte af de omkring 1000 tilskuere, der plejer at være til kampene, til stadion. Før sommerferien mødte de to hold også hinanden i pokalturneringen. Nemlig i finalen, hvor FCV efter forlænget spilletid tabte 3-2, og selv om holdet lige nu ligger sidst i tabellen i 1. division, håber direktøren på sejr.

- Vi går efter revanche, og vi ved, at i pokalturneringen kan alt ske. Vi ligger ikke så godt lige nu, og der er ingen tvivl om, at FCK er kæmpe favoritter, men for at vende tilbage til at alt kan ske i pokalen, så har Næstved lige slået FC Nordsjælland i sidste runde, så det kan ske, siger Gert Hansen, der dog ikke vil komme med et bud på onsdagens kampresultat.

Det vil Niels Bonke, der er formand for fanklubben i FC Vestsjælland til gengæld godt.

- Vi vinder efter forlænget spilletid og straffespark, sigerh an, men ved også godt, at det bliver en svær kamp.

- Der er en verden til forskel på de to hold. FCK har oprustet gevaldigt, mens vi har måttet sige farvel til nogle spillere. Det vigtigste for mig er, at spillerne får tanket noget selvtillid, og at de kan gå herfra med næsen lidt i sky. Det kan man måske godt, selv om vi taber, men det kunne da være fedt, hvis vi vandt, siger han.

FC Vestsjælland og F.C. København spiller onsdag aften klokken 18.

Holbæk B&I spiller onsdag klokken 20.45 mod Brøndby

og

Næstved møder FC Midtjylland torsdag klokken 20.45.


Nyhedsoverblik