Tre firmaer vil køre ambulancer på Sjælland

Falck, Responce og Roskilde Brandvæsen har budt på ambulancedriften i Region Sjælland. Udbuddet kommer, efter at svenske Samariten opgav at løfte opgaven.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre firmaer vil køre ambulancerne i Region Sjælland fra begyndelsen af næste år. Falck, Responce og Roskilde Brandvæsen har budt på et eller flere af de fem ambulanceområder i regionen, oplyser Region Sjælland efter at fristen for bud udløb tirsdag.

Ambulancekørslen er sendt i fornyet udbud, efter at svenske Samariten i januar opgav sit tilbud, der til manges overraskelse var 100 millioner kroner billigere end Falcks.

For at undgå en gentagelse har regionen præciseret en række forhold, som gav anledning til tvivl i første omgang. Samariten afgav blandt andet sit bud uden at have forhandlet en
overenskomst, og der var også stor uklarhed om, hvorvidt Samariten skulle uddanne rederelever. Begge dele er nu et krav for byderne. Samtidig må løn- og ansættelsesvilkår ikke være ringere end de almindeligt gældende i branchen.

Ellers er kravene i det nye udbud på de fleste områder de samme som i den første udbudsrunde, og serviceniveauet er enten uændret eller øget i de enkelte områder. Regionen har denne gang taget udgangspunkt i responstider fra 2008, som er lavere og altså bedre end 2006-tallene, der blev brugt som grundlag i det første udbud.

Kun Falck har budt på alle fem områder, mens Responce har budt på tre og Roskilde Brandvæsen på et enkelt område. Roskilde Brandvæsen fik allerede i første udbudsrunde tildelt opgaven med at køre ambulancer i den nordøstlige del af regionen.

Den endelig beslutning om, hvem der fra den 1. februar 2010 skal køre ambulancer i de fem områder, træffes af Regionsrådet den 18. juni.

/ritzau/


Nyhedsoverblik