Transportformand vil bevare Tølløsebanen

Det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff har i dag startet kampagne på Facebook for at redde Tølløsebanen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Formanden for Folketingets Transportudvalg Rasmus Horn Langhoff (S) går nu til kamp for den lukningstruede Tølløsebanen.

I en pressemeddelelse fortæller det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem, at han tirsdag har startet en kampagne på Facebook, der skal være med til at skabe opmærksom på at bevare togene på strækningen mellem Slagelse og Holbæk.

- Jeg har startet kampagnen, fordi jeg vil bevare Tølløsebanen, og jeg håber, at der er mange som vil bakke op om budskabet. Der skal sendes et klart signal om, at Tølløsebanen er en vigtig trafikforbindelse for de mange sjællandske pendlere, fortæller Rasmus Horn Langhoff.

Derfor vil politikeren nu tage på en togtur med Tølløsebanen den 26. januar med blandt andre repræsentanter for protestgrupper mod lukning på Facebook samt områdegruppeformanden for lokomotivpersonalets regionstog i Dansk Jernbaneforbund.

- Jeg glæder mig til at få en snak med de pendlere, som bruger Tølløsebanen og er afhængige af den for at kunne komme til uddannelse eller arbejde. Det handler om at give folk gode muligheder for at bo og arbejde i vores område og også sikre nogle gode rammer for vores virksomheder. Derfor vil jeg arbejde for, at vi bevarer Tølløsebanen, siger Rasmus Horn Langhoff.


Nyhedsoverblik