Trafikpropper kan koste menneskeliv

Foto: TV ØST

Når færgetrækket af biler flere gange dagligt skal gennem Nykøbing Falster, stopper byen fuldkommen til i én lang trafikprop - og fra næste måned bliver trafikken kun værre.

For den almindelige bilist er de evindelige trafikpropper i byen generende, men er man patient i en ambulance under udrykning kan det risikere at få fatale konsekvenser. Falck oplyser nemlig, at deres udrykningstid  forlænges med 1-2 minutter.

-De konsekvenser det kan få, kan man kun gisne om, men det er selvfølgelig menneskeliv i værste tilfælde, siger stationsleder Henrik Nilsson fra Falck i Nykøbing Falster.

Faktisk har Falck måttet benytte en ny taktik under udrykning. I stedet for horn og blå blink kører deres biler nogle gange helt uden udrykningssignaler. Erfaringen har nemlig vist, at bilisterne ofte reagerer uhensigtsmæssigt og placerer sig forkert, når de hører udrykningssignalerne, og så stopper trafikken først for alvor til.

Men selv om de alvorlige flaskehalse jævnligt lammer trafikken når de mange biler fra Gedser-Rostock færgeruten skal gennem byen på vej nordpå, og selv om problemet har været voldsomt stigende gennem årene, så er der ikke nogen umiddelbar løsning i sigte. På kort sigt må byens borgere faktisk belave sig på, at trafikken bliver værre. Fra 1. oktober indsætter Scandlines nemlig en ekstra lastbilsfærge.

Karsten Nonbo fra Folketingets trafikudvalg siger til TV2 Øst, at han håber, at den omfartsvej, der kan afhjælpe trafikproblemerne kan komme på finansloven for 2009, men love det kan han ikke. Og selv om det skulle ske vil trafikken tidligst i 2014 kunne ledes uden om byen. Derfor må byens borgere altså leve med de daglige trafikpropper i mange år endnu.

Politikerne fra Nykøbing Falster skal ind og tale deres sag for for Folketingets Trafikudvalg den 4. oktober

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App