Arne Andersen hørte søndag eftermiddag alarmen fra pengekassen gå, og skyndte sig med sin schæferhund ned til selvbetjeningshuset til søen, hvor pengekassen hænger. Alarmen går, når pengekassen bliver brudt op, og der har flere gange tidligere været tyveri. Derfor var Arne Andersen ivrig efter at få fingre i tyvene.
- Da jeg nåede derned, troede jeg, at hunden kunne nå at få fat i den ene af dem – men de hoppede ind i bilen og speedede op. Jeg troede de ville dreje af, men de drønede lige imod mig, siger Arne Andersen til TV2ØST.
Arne Andersen nåede lige præcis at skubbe sig til side på bilens kølerhjelm, men blev ramt over skinnebenene. Han slap dog fra påkørslen uden alvorlige skader.
- Jeg var jo bare heldig, jeg tør slet ikke tænke på hvor galt det kunne være gået, siger han.
Politiet betragter sagen som et alvorligt røveri og efterlyser gerningsmændene og den grågrønne BMW 323 de kørte væk i.