Tommy Kamp taber boligsag

Den tidligere socialdemokratiske regionspolitiker har tabt retssag. Det er ikke første gang at den tidligere spidskandidat er skandaleramt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Socialdemokraternes tidligere spidskandidat i Region Sjælland, Tommy Kamp, er blevet dømt til at betale sin gæld til lejerne i en lille boligafdeling  under Køge Boligselskab, skriver Dagbladet.

Inden den 15. september skal Tommy Kamp betale godt 100.000 kroner plus renter fra 1. marts 2009 til Køge Boligselskab. Dertil kommer sagsomkostninger. Det har Retten i Roskilde bestemt.

Regningen stammer fra hans tid som beboer i en lille rækkehusbebyggelse. Ved fraflytningen i slutningen af 2008 skyldte han husleje og havde efterladt boligen så ramponeret, at den skulle istandssættes for godt og vel 70.000 kroner.

 

I 2006 blev Tommy Kamp  ved retten dømt til at betale 110.000 kroner til Det sociale boligselskab Brøndbyparken, fordi han som tidligere ansat dér havde misligeholdt selskabets mulighed for at opkræve fraflytningsregninger og havde købt en vaskemaskine til eget forbrug på selskabets regning.

Det var denne sag, der i 2007 fik Tommy Kamp til at trække sig som kandidat til regionsformandsposten.

Han blev i stedet indvalgt som menigt medlem af regionsrådet, men meldte sig helt ud, da han senere blev stoppet med en for stor spirituspromille. Tommy Kamps officielle begrundelse for at forlade regionsrådet var arbejdspres i hans dengang nydannede malerfirma.


Nyhedsoverblik