Tommy Kamp kan ryge helt ud hos S

Tommy Kamp risikerer at blive smidt helt ud af den socialdemokratiske opstillingsliste til regionsrådsvalget til november.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den nu forhenværende spidskandidat for Socialdemokraterne i Region Sjælland, Tommy Kamp, har fået at vide, at hans økonomiske mellemværende med boligselskabet Brøndbyparken i Brøndby skal bringes ud af verden i løbet af sommeren, hvis hans navn overhovedet skal stå på S-listen til efterårets valg. Det skriver DAGBLADET Roskilde

- Han har lovet at få bragt de her ting i orden til efter sommerferien. Ellers risikrer han at ryge helt ud af listen, siger formanden for Socialdemokraterne i Region Sjælland, Søren G. Nielsen.

Det var ham, Tommy Kamp ringede til i fredags for at meddele, at han trak sig som partiets spidskandidat og dermed mulig, kommende regionsrådsformand.Tommy Kamp følte, at kritikken af ham kunne skade partiet, så aftalen blev, at han ikke længere skulle være spidskandidat - og at han kunne fortsætte som almindelig kandidat til regionsrådet, hvis han fik sin gæld til boligselskabet Brøndbyparken ud af verden hurtigt. Det bliver et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i partiet 1. juli, der vælger ny spidskanidat, men en enig regionsbestyrelse valgte søndag at indstille partiets nuværende gruppeformand i regionsrådet, tidligere Slagelse-borgmester Steen Bach Nielsen, som ny spidskandidat.

- Jeg er klar til det, og jeg glæder mig til det, men det var ikke et ønske fra min side fra starten, erklærer Steen Bach. Steen Bach siger, at hans samarbejde med Tommy Kamp har været godt, fordi de havde en arbejdsdeling, hvor Kamp som politisk ordfører tog sig af de politiske strategier, mens han selv var arbejdsmanden i forhold til resten af S-gruppen og andre partier. Op til regionsrådsmødet i torsdags blev Steen Bach orienteret om, at sagen mellem boligselskabet Brøndbyparken og Tommy Kamp var ved at være problematisk for ham.

Det har ikke været muligt at træffe Tommy Kamp selv.


Nyhedsoverblik